top of page

Kjellerup Kropsterapi v/Sebastian Kjellerup

Sebastian Kjellerup er 35 år gammel og arbejder som Totum kropsterapeut, manuel behandler og yogainstruktør. Han har hele sit liv været optaget af kropslig og mental udvikling. Sebastian har været eliteaktiv atletikudøver i sin ungdom og er kropsligt meget alsidig. Han har dyrket tikamp og har sidenhen lavet breakdance, parkour, capoeira, kørt skateboard, klatret og spillet field hockey, hvor han også har spillet på landsholdet.

Sebastian har en universitetsuddannelse i idræt og dansk og har undervist på Slagelse Gymnasium gennem en årrække.

 

I 2013 var Sebastian involveret i et alvorligt uheld, fik åbent kraniebrud og et hav af eftervirkninger. Han mistede sit job som gymnasielærer og sloges gennem flere år med smerter, angst, depression og jobcentret. Han gik fra at være Danmarksmester og familiefar med fuld fart på, til at sidde på hjerneskadecentret og være ensom og rådvild, med en skævvredet krop der gjorde ondt og knap nok kunne tåle at få pulsen op.

Sebastian har gennem yoga, kropsterapi og mindfull vejrtrækning fået livet og lykken tilbage og er i dag en gladere, mere afrundet og livserfaren mand – også mere end han var inden ulykken.

 

Sebastian har uddannet sig som yogainstruktør og kropsterapeut, så han kan hjælpe andre, der gennemlever modstand, afmagt, smerter, stress og frustrationer. Man kan rykke sig helt utroligt meget, hvis man ikke bliver presset, men i stedet bliver næret og forstået. Den form for yoga og kropsterapi Sebastian beskæftiger sig med, arbejder med at afbalancere kroppen og sindet, ved at lytte, mærke og sanse. Det handler om nærvær og indføling og så selvfølgelig en naturvidenskabelig indsigt i kroppens fysiologi og anatomi, sanse- og føleapparat. Den menneskelige mekanisme er fra naturens side helt genialt indrettet, og med de rette stimuli kan den udvikle sig helt enormt.

 

Totum kropsterapi er en behandlingsform, der tager udgangspunkt i det hele menneske – vi er et produkt af det liv vi har levet, de oplevelser vi har haft, vores relationer og erfaringer. Det manifesterer sig i kroppen, såvel som psyken og følelserne. Kropsterapeuten undersøger hele kroppen og behandler med stor indføling og grundighed. Der anvendes forskellige massageteknikker og -greb, bløde pulseringer og fokus på åndedrættet, akupressur, ledfrigørelser og zoneterapi. Lidt forenklet kan man sige, at man afhjælper kroppens spændinger, udjævner trykket og øger gennemstrømningen. Det giver en følelse af forløsning, lettelse, fornyet vitalitet, mere indsigt og større velvære.    

Sebastian Kjellerup Kropsterapi.jpg
bottom of page